Første ugebrev 13. oktober 2008 Endnu en ankomst til det høje nord
Ja så er jeg igen i Grønland. Denne gang som læge på Diskoøen i Qeqertarsuaq. Navnet betyder den store ø og det hedder såvel øen som byen. Turen herop startede d 2/10 med fly til Kangalusiaq og videre til Aasiatt og var ikke uden komplicationer. Vi var 5 timer forsinkede fra Kangerlisuaq pga. tekniske problemer. Det er jo selvfølgelig godt at de ikke flyver med et defekt fly men træls var det. Nå, jeg kom frem og boede hos Anne Sofie som vi kendte fra Ilulissat. Næste morgen skulle jeg med båd videre til Qeqertarsuaq men den var aflyst pga. storm. Det var orkanen ”IKE” der var nået til Grønland så jeg strandede en ekstra dag i Aasiatt. For at finde ud af hvordan jeg kom videre gik jeg ned til byen og videre til hospitalet hvor Anne Sofie arbejder. Da jeg havde fundet ud af at man ville sejle lørdag morgen blev jeg straks hi-jacked af en sygeplejerske på hospitalet og det endte med at jeg sad og så på patienter i 4-5 timer da de manglede læger, så lidt nytte gjorde jeg da. Nå men Anne Sofie og jeg havde da også tid til at gå en tur med hendes to hunde og se lidt nærmere på byen.
Det var rigtig hyggeligt at møde Anne Sofie igen. Desværre var hendes Martin ikke hjemme. Næste morgen sejlede vi så af sted i en lille plimsoller i 3 timer til bestemmelsesstedet. En meget lille passagerbåd som vippede lidt men det gik fint. På båden var vi vel ikke meget mere end 12-15 passagerer og det er jo et lille sted jeg er kommet til. En af de rejsende er ansat på sygehuset og to af de andre har jeg allerede haft som patienter. Jeg kom frem og mødte den læge jeg skulle afløse og som rejste søndag. Han satte mig ind i en masse ting omkring de daglige arbejdsopgaver. Jeg blev installeret i boligen som er et lille rækkehus lige ved siden af hospitalet. Man havde før et stort hus lidt længere væk men det har man opgivet da det var for dyrt. Ærgerligt L.
Udsigten fejler ikke noget fra boligen. Man ser ud mod bugten med lidt isbjerge så det er jo som i gamle dage.
Udsigten den anden vej er ned mod hospitalet og et alderdomshjem.
Arbejdet på hospitalet er yderst tilfredsstillende. Jeg kom hurtigt ind i arbejdet og på hospitalet er der en rigtig god ånd. Ledende sygeplejerske Marianne har rigtig godt styr på det hele. Vi har 4 senge og en ekstra på verandaen. Alle hjælper alle og der er lavet rigtig gode retningslinier for hvad man foretager sig. Jeg har allerede nu haft flere spændende patienter. En ældre dame havde brækket håndleddet og det skulle sættes på plads. Først tog portøren Morten og rengøringsdamen Emilie røntgen billeder. Det er de trænede i. Derefter lokalbedøvelse i håndleddet og så blev der trukket og så gips. Det gik godt og de var tilfredse i Nuuk. Også grøn stær har jeg haft så det er lidt varieret. Jeg er enelæge og derfor på tilkald døgnet rundt men jeg har da tid at gå tur med mobilen i lommen.
Her kan jeg så glæde mig over de fantastisk flotte isbjerge som dog ikke er nær så store som i Ilulissat. På vej rundt i den lille by møder man jo også et utal af hunde. Hvalpene er endnu løstgående og kommer jo straks hen til en. De gør ikke noget og forstår når man siger ”gå væk” eller måske er det snarere tonefaldet! Huset hvor jeg bor ligger centralt lige op ad kirken som er meget køn. Den hedder uvist af hvilken grund ”Guds lille blækhus”. Det blå hus til højre på billedet nedenfor er hvor jeg bor.
I går da det var lørdag gik jeg en lang tur ud til Blæsedalen. Det er ikke for ingenting at den hedder det, for der var faktisk en strid blæst men det var en dejlig tur.
Panoramaet er ganske enkelt betagende.
Så alt går godt men jeg savner min dejlige Visse som ikke er med denne gang . Til dem som ikke ved det så er vi blevet bedsteforældre igen, idet Kristian og Line har fået en lille pige. Det er jo dejligt især da vore andre børnebørn er rejst til Nepal så dem ser vi jo ikke i det daglige. Som afslutning på dette brev skal I have et billede af den lille nye pige.
På genhør.
		Tilbage til oversigten