Andet brev fra den tredje Grønlandsmission 02. april 2009 Overraskende besøg og hundeslædetur
Ja, så er der faktisk gået 3 uger siden vi rejste hjemmefra. Det er utroligt så hurtigt tiden går. Vi har hurtigt fundet os til rette i vores bolig og i det lille samfund. Visse går om morgenen til træning i aktivitetscentret der ligger lige ved siden af hvor vi bor. Hun blev straks efter ankomsten inviteret til sy-aften med en del andre heroppefra. Halvdelen er danske, den anden halvdel er grønlandsk så der bliver udvekslet ideer og mønstre osv. Hun går også til Yoga hvor træneren er fra Vestafrika så kom ikke og benægt at vi er internationale heroppe. Om eftermiddagen når jeg kommer hjem går vi, hvis vejret tillader det, en tur i den ene eller anden retning. Det er jo utroligt at opleve et sådant panorama. I sidste uge havde vi dog flere dage med snestorm og gråvejr så man ikke skulle vove sig ud. Men så kommer de smukke dage jo tilbage og vi begiver os afsted igen og vi møder samfundet på vore ture må man nok sige.
Om aftenen hygger vi os i vores lille bolig som sandelig ikke er stor men den er vores og vi nyder det. Visse giver sig så i kast med sit sytøj og juletræstæppet tager form. På hospitalet trives jeg rigtig godt. Det er rigtig hyggeligt at se patienter som jeg kender fra jeg var her sidst. Efterhånden opdager man også at den og den er i familie med den og den. Det er næsten som hjemme i Vallø hvor man lever i et lille godt samfund hvor man kommer hinanden ved. I sidste uge havde vi besøg at hudspecialisten fra Danmark som skulle se på patienter her på sin tur op langs kysten. Og se til hvem var det så? Klaus Andersen som er vores nabo hjemme på Thurø. Visse var ude at hente ham ved helikopteren og han boede her den ene nat han var her. Det var rigtig hyggeligt dels at se ham og dels at udveksle faglige problemer med ham. Via Skype har vi fulgt ham på hans videre færd.
Vi har fået sommertid heroppe og solen står nu op kl. ca. 6.15 morgen og går ned kl. ca. 20.15 så her er lyst længe, længere end hjemme. Og solopgangen fra vores vindue er jo ikke så ringe endda
Vi har, mens vi har været her, været overraskede over at vi har kunnet få en del grøntsager og frugt. Vi har sandelig spist bananer heroppe. Men æg har vi ikke fået endnu. Forleden var der angiveligt kommet nogle få kasser æg med fly men de var udsolgt på under et kvarter, og den båd vi ventede i går sidder fast i isen ved Aasiatt. Nå men vi lider jo ikke nød så mon det ikke går at vi er uden æg. Fordi jeg er ansat heroppe i 3 måneder har jeg lov til, under opholdet, at få fri en weekend såfremt jeg selv kan finde en læge enten fra Ilulissat eller Aasiatt der kan få fri på deres hjemlige sygehus. Det er ikke så let når man også skal have billet og plads på helikopteren, så det mislykkedes i først omgang. Så kom Marianne, vores ledende sygeplejerske, med en god løsning. Vi har de sidste dage haft besøg af en gynækolog på hans kysttur og ham overtalte vi så til at tage sig af acutte patienter hvis der kom nogle, og jeg fik fri i to dage. Det skulle udnyttes, så Visse og jeg drog i går morges med hundeslæde ud til bygden Diskofjord.
Vi drog afsted i det smukkeste vejr ud igennem Blæsedalen. Det var en 5 timers tur som var helt betagende. Vi var iklædt sælskindsbukser for ikke at fryse og kom da også frem helt uden at have frosset. Turen var betagende smuk og også lidt dramatisk synes vi. For enden af Blæsedalen skulle vi ned på en fjord og det kan nok siges at nedturen var stejl. Det gik så hurtigt som remmer og tøj kunne holde og vi måtte virkelig holde fast men ned kom vi.
I bygden blev vi indkvarteret privat hos en lokal kunstner og vi blev trakteret med rensdyrkølle og moskusbøf, så vi led ingen nød. Mens vi var der gik vi nogle ture og nød landskabet, den lokale kultur og tradition. I dag til morgen drog vi så tilbage i det mest underskønne vejr ,helt vindstille og sol fra en skyfri himmel og ikke mere end mellem 5 og 10 graders frost. Man bliver virkelig helt høj og en oplevelse rigere som vi ikke vil glemme. Dejligt er det at vi begge to føler det som et privilegium og en stor oplevelse.
		Tilbage til oversigten