Andet & sidste ugebrev (i denne omgang) 31. oktober 2008 Så er det snart slut...igen
Ja, så er der sandelig gået 3 uger siden min ankomst. Det er faktisk gået hurtigt og man er nu absolut mere hjemmevant. Stedet her er jo ikke så stort som i Ilulissat så derfor er der ikke så mange udflugter og lignende man kan foretage sig. Derfor må I også tilgive mig hvis I synes I har set billeder eller motiver før J. Jeg vil prøve at koncentrere mig om at beskrive min dagligdag og krydre den med lidt billeder. Da jeg kom for tre uger siden stod solen op kl. 7.00 om morgenen men dagene bliver meget hurtigt kortere og nu står den op kl. 09.30 (sommertid).
Dvs det er nu blevet vintertid i dag så solen står op omkring kl. 8.30 men går ned omkring kl 16-16.30 og der skæres faktisk 20 minutter af hver dag. Jeg møder kl. 8.00. Der er en kort morgenkonference og så er der ”stuegang” på den eller de to patienter der er indlagt.
Klokken halv ni kommer den første patient og der er så et par stykker før kl. 9 hvor der er en kop kaffe og et stykke brød af en art. Der er så patienter igen frem til frokost hvor jeg så typisk når omkring 10 i alt- med eller uden tolk. Tolken ved på lang afstand om det er en patient der har brug for tolk eller om vedkommende klarer det selv. Alle kender hinanden og er på en eller anden måde i familie med hinanden. Hvad ser jeg så af patienter? Ja, det er en broget skare. En del som vi ser derhjemme også. Her er diabeteskontrol sat i virkelig godt system. Men så kommer der jo også noget vi ikke ser derhjemme. Grøn stær f.x. Forleden måtte jeg overflytte en patient med grøn stær til Rigshospitalet babu babu, da trykket i øjet steg helt vildt. Når man står med sådan en trykmåler i hånden er det om ikke at ryste på hænderne. Forleden havde vi så også en patient med ondt i maven. Det var ikke acut og ikke en egentlig evakuering men alligevel har vi måttet overflytte da det var en byld i bughulen. Også her skal man holde hovedet koldt. Det er jo så rart at man kender procedurer og henvisningsmåder. Lidt skadestuekirurgi skal man også kunne. Flænger på knæ efter fald i glat føre osv. og en enkelt håndledsfraktur der skal sættes på plads. Ja, ja, ting vi ikke gjorde hver dag i Str. Egede men det er nok meget sundt og holder en i gang. Om eftermiddagen igen patienter og så skriverier om attester osv osv. Socialmedicinsk lader det noget tilbage at ønske heroppe. De er ikke gode til det der med sygedagpenge eller kontanthjælp og kommunen hopper let hen på en attest om førtidspension for så er aben da hos mig så længe. Der er noget der skal blive bedre hvis de skal klare sig selv fuldt ud. Når arbejdstiden er slut går jeg så en tur hvis vejret tillader det
Synet af isbjergene kan man jo næsten ikke undvære...	...og basalt bjergene bag byen er jo også fantastiske
Det er rigtig oktobervejr fortæller man mig. Det vil sige ret strid blæst og nu ledsaget af sne. Der er kommet nogle heftige snebyger og faldet op imod 1 meter sne sine steder. Jeg har måttet skovle sne foran mit hus indtil flere gange om dagen. Forretningslivet heroppe er jo ikke sprudlende. Der er een butik hvor man køber ind. Her kan man i øjeblikket få næsten alt, dog kun frosset kød. Grøntsager er vekslende og af og til usle og så er de dyre men man kan sagtens klare sig. Alt i alt trives jeg rigtig godt. Arbejdet bekommer mig og her er en god atmosfære og vildt overarbejdet bliver jeg ikke. Hvis så vejret tillader det, og der har da været mange gode dage, så er det om at komme ud og gå en tur og nyde de skønne panoramaer.
Kirken som er lige uden for min dør er jo karakteristisk og jeg synes faktisk smuk...	...og man bliver da også i godt humør af at kigge ud af vinduet i min konsultation.
Kan jeg gå lidt længere går jeg til Røde Elv. Her er også fantastiske panoramaer. Men sneen ligger som sagt tykt og man synker sine steder godt i.
Nu glæder jeg mig til at komme hjem om 14 dage og gense min kære hustru, venner og bekendte. Heldigvis har jeg jo ikke været afskåret. Tænk at man uden nogen problemer som helst kan tale med Martin og familie på Skype selv om de bor i Nepal og jeg i Grønland. Det er fantastisk. På genhør til næste år når jeg kommer her igen.
		Tilbage til oversigten