Sjette ugebrev 14. april 2008 Medio april
Ja så er det allerede blevet midt i april. Som tiden dog flyver af sted. Den først uge havde vi et meget vekslende vejr. Flere dage i træk med tøvejr det vil sige 1-2 plusgrader men sneen smeltede i ekspresfart. Og så kan det nok være der kom sne og det var ikke til at se en hånd frem for sig.
Sneen lagde sig igen tykt og igen blev landskabet smukt. Der fulgte nogle vidunderlige dage med høj sol hvor vi om eftermiddagen klædte os på og begav os ud i landskabet som jo er helt åndeløst smukt. Det er ved at blive vigtigt for os at få den daglige dosis skønhed. Man kan nok fornemme at ikke en dag er ens.
På hospitalet er der da også sket en del. Min operative oplæring kom til gavn da Eskil og jeg skulle operere en ung mand med en perforeret blindtarm. Jeg sendte en venlig tanke hjem til Roskilde og fulgte meget nøje med i doseringen af propofol osv. Det havde været hyggeligt om det havde været Karen der havde stået oppe ved hovedenden. Udover dette kom der på min vagt forleden en colles-fraktur hos en dreng på 14 fra Danmark. Det kan nok være at vi hev og maste men vi endte med at få den sat pænt på plads. Et par timer senere kom en ung dansk pige, der bor her fast i øjeblikket, med en brækket overarm. Hun var væltet på hundeslæde - hendes egen som hun har med en veninde, som ikke rigtig kunne styre hundene lige da de startede og var fulde af energi. Dagen før var der kommet en dansk turist ind på hospitalet, som også havde været ude at køre hundeslæde. Den var kørt over et stort bump som de ofte gør og resultatet var, at en af hendes hvirvler i ryggen faldt sammen så hun måtte hjem på båre. Så det med hundeslæde er ikke kun en spøg, selv om det ser fredeligt og sjovt ud.
I begyndelsen af april fik vi en ny læge, Gitte Hessel-Andersen, som er praktiserende læge i København. Det er skønt at have fået en kollega man er på lige fod med og kan kommunikere godt med så det nyder jeg – og Visse for den sag også, idet vi har haft nogle hyggelige ture. Gitte fik sin ilddåb på sin første eller anden vagt. Hun fik indlagt en lille 8 årig dreng, som var helt blå i hovedet men uden symptomer fra lunger eller luftveje. Heldigvis fik hun hurtigt den geniale tanke at måle hans blodsukker, som var mere end tårnhøjt. Fantastisk hurtigt fik hun kontrol over hans blodsukker og det er ekstra flot idet vi her på hospitalet ikke kan måle syre-base status, bikarbonat osv. Når man spurgte moderen ud om sygehistorie fik man ikke meget at vide, idet barnet var kommet til hende 5 dage før fra et udsted udenfor Uumannaq. Hun havde ikke set ham i mere end ½ år idet hun var væk på uddannelse, så der kunne man ikke få hjælp til at komme på diagnosen. Drengen har det godt, så alt er fint. Der er sket meget andet. En dag havde jeg en patient i klinikken der kom til kontrol for stofskiftet. Vi talte lidt frem og tilbage og han fortalte at han havde været på rypejagt og før vi fik set os om spurgte han om jeg ville købe nogle.
Visse skulle så i gang med at pille og flå og indholdet af kråserne har vi så hældt på noget vodka til Kråsesnaps så det bliver jo spændende at smage. Om eftermiddagen, da jeg var kommet hjem (det var dagen med snestorm) ringede telefonen og en stemme sagde ”Det er Tina Jensen fra Enderslev. Jeg er på Hotel Arctic på vej til Thule. Jeg kan ikke komme ned til jer for ingen biler kører”. Vi måtte så ud i snevejret, som dog lige på dette tidspunkt var ved at lægge sig og vi fik fat i en transport til hotellet. Vi havde et rigtig hyggeligt møde. Og tænk hun havde taget nye kartofler og asparges med hjemmefra. Så man kan vel forestille sig at rypesteg og nye kartofler og asparges var et fantastisk måltid. Ja, verden er lille og man kan ikke løbe langt væk uden at blive fundet. Som jeg sagde tidligere er vi ved at blive nærmest afhængige af vore spadseretur og vi lærer jo noget hele tiden
Når vi har spadseret ud til isfjorden for at se på isbjerge har vi da undret os over at nogle af bjergene var meget forrevne og andre glatte på overfladen. Det viser sig, at de glatte bjerge er vippet rundt De har været under vandet men er kommet over overfladen efter de brækkede af. Det kæmpe isbjerg som i ser på ovenstående billede er kommet fri og til trods for dets kæmpe størrelse sejlede det 40 – 50 km på et døgn Det er helt utrolige kræfter.. Forleden gik vi ud til en af attraktionerne i området. Stedet hedder kællingekløften. Det er et sted hvor kvinderne i gamle dage når de var blevet for gamle til at yde nytte kastede sig ned eller blev puffet. Også nyfødte pigebørn blev kastet derned, hvis moderen var død i barselsseng idet pigebørnene så var til mere besvær end gavn. Nå det var lidt lokalhistorie.
I sidste weekend skulle vi have været på hundeslædetur men den blev aflyst pga. vejret så det blev bestemt at det skulle være i denne weekend så i går lørdag drog vi så af sted. Det var et fantastisk vejr og en fantastisk tur. Lige før vi ankom til vores bestemmelsessted, Rodebay, stoppede vi op idet vi fik at vide at der skulle starte et hundeslædevæddeløb. Det var en stor oplevelse at overvære. Vi drog så videre til bestemmelsesstedet hvor vi spiste en dejlig frokost i den restaurant som vi tidligere har fortalt om som drives af et tysk ægtepar.
Efter endt frokost var det så tid at hundeslædevæddeløbet kom tilbage og det bliver fejret på helt speciel måde ved at slæden bliver løftet højt op i luften Det var sjovt at opleve og overvære.
På hjemvejen nærmest bagte solen selvom det var minus 10 grader men helt vindstille. Nogle tager til syden for at få sol mens andre tager til polarcirklen og jeg kan sige jer vi har fået farve. Turen hjem bød på smukke panoramaer. I kan springe billederne over hvis I synes der er for mange isbjerge. Det sidste jeg vil sætte på er et lille isbjerg der sidder fast i isen hvor vi kører. På genhør
				Tilbage til oversigten