Niende og sidste ugebrev

28. maj 2008

Så er det næsten slut

 

 

 

Ja, så må vi erkende at afslutningen på vort ophold heroppe nærmer sig .Det er slet ikke til at forstå at tiden er gået så hurtigt. I meget lang tid har vi sådan med distance fulgt med i hvordan vejrudsigten var derhjemme for det kom jo ikke rigtig os ved men nu følger vi nok lidt mere med for om mindre end 2 uger er vi hjemme og bliver nødsaget til at deltage i realiteterne derhjemme.

Det betyder imidlertid ikke at vejr og vind og midnatssol heroppe ikke kommer os ved for det gør det i allerhøjeste grad. Det er mærkeligt at vi nu døgnet rundt kan sidde og læse i en bog indendørs uden at tænde lyset. Og solnedgang som jo ikke er en solnedgang, men alligevel en trussel om at forsvinde er fantastisk.

 

Billederne nedenfor er taget faktisk før den endelige midnatssol indtraf, men er taget klokken et kvarter over midnat. Det er da godt gået synes jeg. Om fiskene kommer nærmere overfladen eller bider bedre på ved jeg ikke men fiskeren var altså på vej ud på arbejde.

 

 

 

 

 

 

På vej hjem fra vort udsigtspunkt lige overfor hvor vi bor, stødte Lene og jeg så på nogle små hunde og de skulle da med. Her er klokken altså også omkring halv et om natten

 

.

 

 

 

Det er nu egentlig midnatssol. Dvs. den forsvinder slet ikke, men indtil nu har vi været lidt for dovne og søvnige til at følge solen et helt døgn, men har dog taget del både kl 01.30 , 0300 og 0400 og det er lige lyst. Spændende!

 

Nå men arbejdet på hospitalet er også ved at være slut. Det er underligt for nu er man rigtig godt inde i arbejdet  og kan alle smutvejene. Men sådan er det og hvis man skal herop igen er der jo noget af det der hænger ved.

 

Jeg har haft rigtig gode kontakter med øjenlæger og hudlæger i København og jeg er også ved at uddanne mig særligt i psykiatri idet vi faktisk har haft fat i tvang og røde papirer osv. Det gør at man skal tale med politi her , i Nuuk og med psykiatrisk overlæge i Nuuk så det er godt og giver jo erfaring.

Ledende sygeplejerske her kom da hen til mig til morgen i dag og spurgte” Hvordan lykkedes det dig at overflytte de patienter med specialfly i week-enden?” Det gik da op for mig at jeg måske havde gjort en indsats!! En enkelt dame i Nuuk kunne jeg godt mærke var lidt træt af mig men jeg lod som ingenting og det lykkedes jo. Herligt. Noget af det vil jeg savne, for jeg holder rigtig meget af mine grønlandske medarbejdere.

 

Nå men tilbage til tiden for 14 dg siden. Vi fik besøg af Lene og hendes to søstre. Visse havde lavet et rigtig godt program for det var jo hende der hovedsageligt skulle tage sig af pigerne. Lene ankom 2.Pinsedag og vi var get til lufthavnen for at modtage. Let forsinket som ofte heroppe kom de og var rigtig oplagte til at opleve noget. Første dag tog Visse dem med på en sejltur til Ilimanak, hvor de kunne opleve deres første isbjerge. Turen gjorde et vist indtryk for det var jo Grønland og i bygden fik de et grønlandsk måltid med sælkød osv.

 

 

 

 

 

 

Næste dag skulle de tre søstre på hundeslædetur og det havde så vidt vi kunne forstå været en meget speciel oplevelse. Da de tre søstre tog af sted havde vi fortalt at det var vigtigt at have det varmt, men Helle og Pia havde vist ikke forestillet sig at Søster Lene skulle optræde i speciel hatte mode. Men de kunne ikke holde op med at grine efter turen for Lene havde dels haft en fin hat på men også vist at man kan køre på hundeslæde på mange måder, liggende på langs, tværs osv og vi blev efterfølgende enige om at hundeslædeførerne også havde lært noget nyt. Nå men det var for Lene og hendes søstre en uforglemmelig oplevelse, som det havde været for os.

 

 

 

 

 

 

Efterfølgende var vi på vandretur ad den gule rute og det var  en uforglemmelig tur for de tre søstre. Vi oplevede en fantastisk vandretur hvor den grønlandske fauna nu rigtig viste sig, fordi sneen var smeltet. Disse arktiske vækster er jo fantastisk smukke, så man bliver aldrig træt af at gå tur heroppe for altid oplever man noget nyt. Selvsagt var Lene og søstre ligeså betagede som vi over den udsigt der er ud over isbjergene.

 

 

 

 

 

 

I dag gentog Visse og jeg så turen fordi vi trængte til en god gåtur og frisk luft. Vi satte os ude på et fremspring for at slappe lidt af og nyde udsigten. Vi undrede os lidt over at der var en masse lyde. Pludselig så vi så halvdelen af et isbjerg løsne sig og dratte i havet. Der opstod en næsten tåge omkring isbjerget og et øjeblik eftervæltede og  forsvandt isbjerget så for efter et øjeblik igen at dukke op fra havoverfladen i nærmest slow motion. Det var en fantastisk oplevelse at overvære. Tænk at et sådant isbjerg pludselig forsvinder og kommer igen i slow motion. Fantastisk. Så vi oplever da noget.

 

 

 

 

 

 

Det har været en oplevelse at være her, som vi begge  nødigt ville have været foruden. Vi har fundet os godt tilrette og har haft et godt forhold til de lokale både på hospital og i byen og meget hurtigt  har vi følt at vi var en del af det. Det er ikke utænkeligt at man vil se os endnu engang heroppe.

Nu lægger vi an til at få besøg af Gitte Mousavizadeh og Kirsten Ditlevsen og igen har Visse lavet et formidabelt program.

 

Ha’ det pænt alle læsere

 

Som sidste billede vil jeg sætte et isbjerg ,som er meget smukt. Så er det sagt. Her er smukt

 

Og søde mennesker møder man

 

På genhør og vi ønsker jer alle en god sommer.

 

Visse og Flemming

 

 

 

 

 

 

 

Tilbage til oversigten