|
Niende og sidste ugebrev 28. maj 2008 Så er det næsten slut |
|
|
|
Ja, så må vi
erkende at afslutningen på vort ophold heroppe nærmer sig .Det er slet ikke
til at forstå at tiden er gået så hurtigt. I meget lang tid har vi sådan med
distance fulgt med i hvordan vejrudsigten var derhjemme for det kom jo ikke
rigtig os ved men nu følger vi nok lidt mere med for om mindre end 2 uger er
vi hjemme og bliver nødsaget til at deltage i realiteterne derhjemme. Det betyder
imidlertid ikke at vejr og vind og midnatssol heroppe ikke kommer os ved for
det gør det i allerhøjeste grad. Det er mærkeligt at vi nu døgnet rundt kan
sidde og læse i en bog indendørs uden at tænde lyset. Og solnedgang som jo
ikke er en solnedgang, men alligevel en trussel om at forsvinde er
fantastisk. Billederne nedenfor
er taget faktisk før den endelige midnatssol indtraf, men er taget klokken et
kvarter over midnat. Det er da godt gået synes jeg. Om fiskene kommer nærmere
overfladen eller bider bedre på ved jeg ikke men fiskeren var altså på vej ud
på arbejde. |
|
|
|
|
|
|
|
På vej hjem fra
vort udsigtspunkt lige overfor hvor vi bor, stødte Lene og jeg så på nogle
små hunde og de skulle da med. Her er klokken altså også omkring halv et om
natten . |
|
|
|
Det er nu
egentlig midnatssol. Dvs. den forsvinder slet ikke, men indtil nu har vi
været lidt for dovne og søvnige til at følge solen et helt døgn, men har dog
taget del både kl 01.30 , 0300 og 0400 og det er lige lyst. Spændende! Nå men arbejdet
på hospitalet er også ved at være slut. Det er underligt for nu er man rigtig
godt inde i arbejdet og kan alle
smutvejene. Men sådan er det og hvis man skal herop igen er der jo noget af
det der hænger ved. Jeg har haft
rigtig gode kontakter med øjenlæger og hudlæger i København og jeg er også
ved at uddanne mig særligt i psykiatri idet vi faktisk har haft fat i tvang
og røde papirer osv. Det gør at man skal tale med politi her , i Nuuk og med
psykiatrisk overlæge i Nuuk så det er godt og giver jo erfaring. Ledende
sygeplejerske her kom da hen til mig til morgen i dag og spurgte” Hvordan
lykkedes det dig at overflytte de patienter med specialfly i week-enden?” Det
gik da op for mig at jeg måske havde gjort en indsats!! En enkelt dame i Nuuk
kunne jeg godt mærke var lidt træt af mig men jeg lod som ingenting og det
lykkedes jo. Herligt. Noget af det vil jeg savne, for jeg holder rigtig meget
af mine grønlandske medarbejdere. Nå men tilbage
til tiden for 14 dg siden. Vi fik besøg af Lene og hendes to søstre. Visse
havde lavet et rigtig godt program for det var jo hende der hovedsageligt
skulle tage sig af pigerne. Lene ankom 2.Pinsedag og vi var get til
lufthavnen for at modtage. Let forsinket som ofte heroppe kom de og var
rigtig oplagte til at opleve noget. Første dag tog Visse dem med på en
sejltur til Ilimanak, hvor de kunne opleve deres første isbjerge. Turen
gjorde et vist indtryk for det var jo Grønland og i bygden fik de et
grønlandsk måltid med sælkød osv. |
|
|
|
|
|
|
|
Næste dag
skulle de tre søstre på hundeslædetur og det havde så vidt vi kunne forstå
været en meget speciel oplevelse. Da de tre søstre tog af sted havde vi
fortalt at det var vigtigt at have det varmt, men Helle og Pia havde vist
ikke forestillet sig at Søster Lene skulle optræde i speciel hatte mode. Men
de kunne ikke holde op med at grine efter turen for Lene havde dels haft en
fin hat på men også vist at man kan køre på hundeslæde på mange måder,
liggende på langs, tværs osv og vi blev efterfølgende enige om at
hundeslædeførerne også havde lært noget nyt. Nå men det var for Lene og
hendes søstre en uforglemmelig oplevelse, som det havde været for os. |
|
|
|
|
|
|
|
Efterfølgende
var vi på vandretur ad den gule rute og det var en uforglemmelig tur for de tre søstre. Vi
oplevede en fantastisk vandretur hvor den grønlandske fauna nu rigtig viste
sig, fordi sneen var smeltet. Disse arktiske vækster er jo fantastisk smukke,
så man bliver aldrig træt af at gå tur heroppe for altid oplever man noget
nyt. Selvsagt var Lene og søstre ligeså betagede som vi over den udsigt der
er ud over isbjergene. |
|
|
|
|
|
|
|
I dag gentog Visse
og jeg så turen fordi vi trængte til en god gåtur og frisk luft. Vi satte os
ude på et fremspring for at slappe lidt af og nyde udsigten. Vi undrede os
lidt over at der var en masse lyde. Pludselig så vi så halvdelen af et
isbjerg løsne sig og dratte i havet. Der opstod en næsten tåge omkring
isbjerget og et øjeblik eftervæltede og forsvandt isbjerget så for efter et øjeblik
igen at dukke op fra havoverfladen i nærmest slow motion. Det var en
fantastisk oplevelse at overvære. Tænk at et sådant isbjerg pludselig
forsvinder og kommer igen i slow motion. Fantastisk. Så vi oplever da noget. |
|
|
|
|
|
|
|
Det har været
en oplevelse at være her, som vi begge
nødigt ville have været foruden. Vi har fundet os godt tilrette og har
haft et godt forhold til de lokale både på hospital og i byen og meget
hurtigt har vi følt at vi var en del
af det. Det er ikke utænkeligt at man vil se os endnu engang heroppe. Nu lægger vi an
til at få besøg af Gitte Mousavizadeh og Kirsten Ditlevsen og igen har Visse
lavet et formidabelt program. Ha’ det pænt
alle læsere Som sidste
billede vil jeg sætte et isbjerg ,som er meget smukt. Så er det sagt. Her er
smukt Og søde mennesker
møder man På genhør og vi
ønsker jer alle en god sommer. Visse og
Flemming |
|
|
|
|
|
|
|
|
|